Kunstudstillinger i Sognegården

Sognets kunstudvalg viser hvert år et par spændende udstillinger.

Vores mål er såvel at vise kunstnere, der arbejder med livsnære emner samt give mulighed for, at nogle gode lokale kunstnere kan vise deres arbejder. Udstillingen er i den store mødesal og kan ses ved arrangementer og i øvrigt når Sognegården er åben, dog ikke mandag og fredag, og i weekenden kun ved møder og arrangementer.

 

Efterårsudstilling 2017 Fra 29. september til 15. december

Humoren kaldes frem når kunstnerne Johnny Gilberg og Søren Wullum udstiller maleri og skulptur.
Johnny Gilberg er fra Fredericia og er en anerkendt naivistisk kunstner med udstillinger i både ind- og udland. De farverige billeder afspejler ofte fortællinger, hvor også beskueren udfordres til at digte videre på historien, som er krydret med humør og livsglæde. Ofte maler han kendte bygninger eller steder og laver så en fantasihistorie med de personer, der males indpå billedet.

Søren Wullum fra Aarhus laver skulpturer som tilhører den nye -isme indenfor dansk kunst: Humorismen. 
Den kendetegnes som kunst, hvor mennesket er i centrum og hvor værkerne intuitivt vækker positive følelser hos beskueren. Wullum bruger ofte titlerne som medspiller og hans skulpturerer umiddelbare og nemme at gå til – ofte med hverdagens små paradokser som emne.

Udstillingen åbner fredag den 29. september kl.17.00.

 

 

Forårsudstilling 2018 Fra 26. januar til 1. maj

Fredag den 26. jan. kl. 17.00 åbner vi en ny udstilling med en udstiller, som bor lige om hjørnet, nemlig i Dronningensgade. 


Kirsten Bak er uddannet billedkunstlærer og har gennem mange år malet, undervist i FOF og udstillet mange steder i Danmark og Sverige. Kirsten arbejder med såvel portrættegning, akvarel og maleri. Udstillingen her vil koncentrere sig om hendes maleri. Med inspiration fra huse, fugle, mennesker og lyset skaber hun smukke kompositioner, som fortrinsvis er abstrakte og som skabes i en kreativ proces, hvor maleriet tager over.