Godt at vide...

Gudstjenesten er for os alle

I kirken skal der være højt til loftet i mere end én forstand. Gudstjenesten er fælles for alle i sognet, store som små. Derfor må vi tage hensyn til hinanden. Der skal være plads til børn, til lidt snakken inden gudstjenesten, men der skal også være plads til eftertænksomhed og respekt for det, der er det særlige ved gudstjenesten.

Gudstjenestens gang

Beskrivelse er undervejs...

Kirkekaffe

Hver søndag serveres der kirkekaffe og saftevand i våbenhuset efter gudstjenesten. Det er blevet en rigtig god tradition hos os, at vi på den måde får lejlighed til lige at stoppe op og få talt med hinanden, inden vi igen vender hjem til hver vores.

Kaffen laves og serveres af frivillige hænder - og kunne du have lyst til at give en hånd med en søndag eller flere i løbet af året, så henvend dig meget gerne til Gunda Lauridsen på tlf. 27 67 96 23.

Børn til gudstjeneste

Til alle søndagsgudstjenester er børn velkomne. Når det bliver for langt, kan man få en pause i dåbsværelset, eller man kan tage en pose med lidt legesager og tegnebræt med ind i kirken.

Vi laver også deciderede familiegudstjenester, gudstjenester for børnehaver og skoler og børnegudstjenester, der er mere børnevenlige i deres form. Det sker til høst, jul og fastelavn – hold øje på hjemmesiden og kirkebladet for nærmere information, eller tilmeld jer nyhedsmailen til børnefamilierne hos kirke- og kulturmedarbejder Lisbet Møller Larsen.

Kirketaxa

Kirketaxa kan benyttes til gudstjenester og arrangementer i Trinitatis Kirke og Sognegård. Samt til gudstjenester på Hybyhus Plejecenter

Kirketaxa: 75 50 34 11

Husk! Ved bestilling at nævne, at det er kirketaxa. Det koster 20 kr. pr. person.

Fotografering

Fotografer er også deltagere i gudstjenesten, derfor har vi i Trinitatis besluttet, at der under søndagens gudstjenester kun må fotograferes under dåbshandlingen. Find derfor gerne én i familien, der tager billeder på det tidspunkt. Efter gudstjenesten må man tage så mange billeder, man vil - og præsterne stiller også gerne op.

HUSK! at ved fotografering bør det respekteres, at alle trygt skal kunne komme i kirke uden at risikere at havne på et billede i et privat familiealbum eller i en videooptagelse. Desuden er det vores erfaring, at fotografering kan virke forstyrrende på mange gudstjenestedeltagere, vis derfor hensyn og fotografer mindst muligt.

Ved kirkelige handlinger som bryllupper, lørdagsdåb og begravelser aftales nærmere med den præst, som har tjenesten.