Du er her: 
fredag01nov2019

Efterårsudstilling åbner

fredag01nov2019 kl. 16:45 - 17:30

Lysets tøven fra 1. november til 1. februar

Malerier af Christian Højlund

Den 1. november kl. 16.45 åbner efterårets udstilling med kunstneren Christian Højlund, der tillige er fortæller og foredragsholder ved Fredagsmødet.

Han siger sådan om det at male: ”Jeg maler ikke det, jeg ser, men det jeg så” (Edvard Munch). Det er lige sådan jeg har det. Udtrykket kommer af indtrykket. Det kan være et landskab, jeg så, det kan være et ansigt, jeg ikke kan glemme, det kan være et stykke musik, der bliver ved at synge i mig. Så kan der males!

Og som den melankolske bondedreng, jeg er, begynder jeg som regel med mine elskede jordfarver. Så må nogen komme og puste liv i dem. For uden ånd går det ikke. Pænhedens tyranni og perfektionismens åndløse stræben tager livet af de fleste billeder. Omvendt så har jeg også oplevet, at netop som jeg brød pænhedens love og til sidst smed penslen i arrigskab over, at intet var, som jeg ville ha` det, ja så stod der faktisk et maleri og lyste, da jeg vendte mig om. Og jeg blev glad.

Med andre ord gælder det om, både på prædikestolen og ved stafeliet, at få sagt amen i tide. Man fuldender nemlig ikke et værk – man forlader det.