Du er her: 

Det tror vi på. Personlige fortællinger om tro og kirke..

Det betyder kirken for mig.

Ved Maria Søgaard Jørgensen.

Kirken har for mig aldrig været et sted, hvor jeg er kommet af pligt. Selvom mine forældre troligt kørte til kirke hver søndag formiddag, da jeg boede hjemme, blev det ikke forventet af mig, at jeg nødvendigvis skulle med. Nogle gange var det da også en stor befrielse - især som teenager, hvor man af en eller anden grund har evnen til at sove hele formiddagen.
Men alligevel er kirken et sted, jeg altid er vendt tilbage til. Simpelthen fordi jeg ikke kan lade være.
Og det er bestemt ikke fordi, det ikke kan være kedeligt eller langtrukkent at gå i kirke. For det kan det. Men selvom tiden måske har føltes lang under en prædiken eller en ukendt salme, så får jeg altid noget med hjem fra kirken. 

Nogle gange er det ro og en fortrøstning om, at alt nok skal gå. Den følelse kommer for mig oftest under nadveren. Nogle gange er det styrke og en rankere ryg. Når præsten har lyst velsignelsen over os, er det som om, man får fornyet energi til at gå ud i livet og være det menneske, man stræber efter at være.

Andre gange er det følelsen af sammenhørighed med andre kirkegængere og en dansk, kirkelig tradition, der strækker sig hundreder af år tilbage i historien. Den følelse kan især komme op i mig, når vi synger nogle af de mange fantastiske salmer. Jeg kan blive så rørstrømsk, at øjnene bliver helt blanke, og klumpen i halsen bliver noget nær umulig at synke. 

Jeg går aldrig fra kirken med følelsen af, at jeg har spildt min tid. Tværtimod kan jeg føle - når jeg hører søndagskirkeklokkerne ringe og ved, at jeg ikke kan komme afsted - at jeg går glip af noget. Men heldigvis kommer der jo altid en søndag igen i næste uge. 

Et meningsfuldt frivilligt arbejde.

Ved Poul Erik Poulsen.

Som dreng kom vi i nogen grad i kirken, i KFUM kredse og lidt i missionshuset. Kristendommen var en del af min barndom, men da jeg mistede min far som 14 årig, mistede jeg også lidt troen på Vorherre. Der var faktisk ingen kirke i mit liv i mine ungdomsår, vi kom der kun til højtiderne og til særlige lejligheder. Men da jeg blev spurgt om at stille op til menighedsrådet i 2012, var det dog ikke svært at træffe beslutningen. Jeg ville gerne beskæftige mig med noget meningsfuldt - men i bund og grund anede jeg nok ikke, hvad jeg gik ind til. Det interesserede mig at have kontakten til personalet, så jeg ønskede at blive kontaktperson, altså bindeledet mellem de ansatte og menighedsrådet. Jeg holder meget af at komme i Sognegården, her møder jeg mange spændende mennesker. Der er meget arbejde, men med erfaringsgrupperne, der er ledet af Jens Olesen i Kirkenes Hus, er der meget hjælp at hente, og også her møder jeg mange spændende mennesker. Med erfaringen kommer man mere ind i tingene, og det gør en stor forskel. Siden er jeg også valgt ind i menighedsrådenes distriktsforening i Fredericia, hvor jeg sidder som kasserer, og jeg sidder med i Provstiudvalget, hvor vi hovedsagligt beskæftiger os med kirkernes økonomi.

Jeg kommer igen til søndagsgudstjenester i kirken og er glad for at komme til de mange gode og spændende foredrag, der er i Sognegården. 

Min familie og mig.

Ved Henriette Søndergaard Thorup

Vi holder meget af at komme i kirken, men med to børn, så er det ikke altid lige let at komme afsted. Det er vigtigt for mig, at mine børn lærer Gud og ikke mindst kirken at kende.

Fra Vilja var to måneder gammel, har vi gået til babysalmesang i Trinitatis kirke. Vi elsker at komme, og tropper troligt op hver tirsdag. Det er den eneste aktivitet, vi kommer til på Viljas dårlige dage. (Hun er hjertebarn). Der er plads til alle, uanset hvad. Det er helt på babys præmisser, og det er vigtigt for os! Nogle dage er vi med på det hele, andre dage krammer og synger vi, men undlader fagter.

Kirkerummet er jo fantastisk! Særlig i Trinitatis, her er den smukkeste udsmykning. Har du været der? Hvis nej, så afsted med dig. Alle vinduerne fortæller hver deres lille historie, og man kan bruge timer på at studere dem.

Babysalmesang har i den grad været en kæmpe succes for os. Her bliver sanserne stimuleret gennem sang og bevægelse. Vi synger børnesange, salmer, laver fagter, synger ved klaveret, danser i kirkerummet, tænder lys for baby og til slut beder vi Fadervor. Der bliver lagt fokus på det tætte bånd mellem mor og baby, og hvad er mere vigtigt?

Når vi er færdige, går vi over i Sognegården. Her er der brød og kaffe, og vi mødre får lige diskuteret ugens højdepunkter. Det er vist ingen hemmelighed, at vi kan snakke ørene af hinanden temmelig længe:-) Men hvor er det bare hyggeligt! Det er lidt vemodigt, at der for os kun er en enkelt gang tilbage.

Udover, at vi kommer i kirken til babysalmesang, så kommer vi også til Godnathistorie. Her bliver der fortalt en historie fra Biblen på børnenes niveau. Derefter er der pasta med kødsovs i Sognegården. Svala på 2 år er fan af både historiefortælling og pasta med kødsovs… og hendes mor er glad for at slippe for madlavningen en enkelt dag. Så bedre bliver det altså ikke!