Korshærsgudstjeneste

Den fjerde søndag hver måned (undtagen i juli) er der gudstjeneste kl. 16 ved korshærspræst Merete Ørskov.

Gudstjenesten er særligt rettet mod korshærens folk, og derfor er det ikke usædvanligt, at en skødehund eller to også deltager.

Men alle er velkomne, og en del finder vej hertil, fordi det er en kortere og måske mere nærværende gudstjeneste.

Vi sidder på fletstolene oppe ved alteret, organisten spiller på det lille orgel, og præsten prædiker fra gulvet.

Der er både altergang og mulighed for stille refleksion og lystænding undervejs.

Gudstjenesten varer tre kvarter, og efterfølgende inviterer varmestuen i Danmarksgade 79 på fælles middag.

Fra kl. 14 samme dag er varmestuen åben med kaffe, kage og almindelig søndagshygge.